mandag den 30. marts 2009

Ny PR Havørred på flue

Så skete det som jeg har ventet meget længe på!!

Søndag den 29. marts 2009 var jeg taget til Store Karlsminde for at fange havørred sammen med min gode kollega og fiskekammerat Ib. Forholdene var gode, solskinsvejr, svag vind fra nord, pæn vandstand, temperatur 5-6 grader C, og vandet var let grumset. Vi fiskede fra kl. 15, men hverken mærkede eller så noget før kl. ca. 17. Ca. 20 meter ude huggede en god havørred, der efter ca. 15 minutters fin fight, skulle vise sig at være en meget smuk og sølvblank havørred på 70 cm og 4,1 kilo. Havørreden er dermed ny PR på fluestang. Ib nettede fisken uden problemer og jeg råbte vist temmelig højt af glæde, da vi havde fået bragt den sikkert i land. Fluen var en variant af brun frede, med orange bug og flash krop. Efter den oplevelse tog vi en hel del billeder af fisken, inden vi kørte afsted for at tilberede fangsten.

Sådan en fisk kan få smilet frem på læberne i meget lang tid!!

Årets 3 første nulture til Roskilde Fjord er selvfølgelig også gledet helt ud af hukommelsen.